Viden om, hvordan vores hjerner påvirker vores adfærd, holdninger og beslutninger, bliver ofte formidlet på en alt for simpel måde.

Ud over nogle gange at sige noget om hjernen, som er decideret forkert, så findes der desværre også mange, der direkte udnytter vores fascination af hjernen til at sælge os produkter fyldt med tomme løfter.

Læs videre, så undgår du (måske) at blive snydt af neuro-vrøvl.

 

“The brain sells”

Ud over at være et glimrende ordspil, så sætter neurovidenskabskvinde Molly Crockett hammeren på sømmet i sin TED-talk fra 2012, når hun siger, at “hjernen sælger”.

Hvad med en gang neuroleadership, så du bliver en bedre leder?

Eller hvad med at skifte morgenkaffen ud med en neuro-drik, som “synkroniserer dine alfa-bølger”?

Spiller du golf? Så skal du da have et par Neuro ConnectTM Infused Shaft Bands, som “forbedrer dit sving ved at etablere en subtil energiforbindelse mellem din golfkølle og din hjerne”!

Nogle mennesker er godtroende og falder for den slags forholdsvis harmløse gimmicks.

Men vores fascination af hjernen leder desværre til nogle lidt mere uheldige situationer.

 

Neuro-vrøvl overbeviser

I 2008 lavede en gruppe forskere fra Massachusetts Institute of Technology (MIT) et genialt forsøg.

De gav to grupper forsøgsdeltagere, eksperter og ikke-eksperter, nogle beskrivelser af psykologiske fænomener. De tilhørende forklaringer på fænomenerne var skrevet i forskellige versioner. Nogle af dem indeholdt neurovidenskab. Andre gjorde ikke.

Her kommer twistet.

De neurovidenskabelige “forklaringer” og de psykologiske fænomener havde intet med hinanden at gøre.

Resultatet på forsøget var:

“… subjects in the two nonexpert groups… judged that explanations with logically irrelevant neuroscience information were more satisfying than explanations without.”

Så lægmænd bliver snydt af neuro-vrøvl, mens eksperter inden for feltet ikke gør (*lettelsessuk*).

Men hvor lidt skal der egentlig til, før vi bliver snydt af neuro-vrøvl?

 

Pas på billeder af hjerner

En anden gruppe forskere, igen i 2008, lavede endnu et virkelig interessant forsøg.

De præsenterede 156 studerende for tre udkast til videnskabelige artikler. De tre udkast bestod af samme tekst.

Artikel 1 bestod kun af tekst.

Artikel 2 bestod af tekst og et søjlediagram.

Artikel 3 bestod af tekst og et hjernescanningsbillede.

Deltagerne skulle blot tilkendegive deres enighed i følgende statement: “The scientific reasoning in the article made sense.”

Her får du konklusionen:

“These data lend support to the notion that part of the fascination, and the credibility, of brain imaging research lies in the persuasive power of the actual brain images themselves. We argue that brain images are influential because they provide a physical basis for abstract cognitive processes, appealing to people’s affinity for reductionistic explanations of cognitive phenomena.”

De forsøgsdeltagere, som læste artikel 3 vurderede altså, at forskningen i artiklen i højere grad gav mening end de deltagere, som kun læste teksten.

Igen: det var den samme tekst.

Vi bliver altså let snydt af billeder af hjernescanninger, fordi de gør abstrakte og komplekse mekanismer mere håndgribelige.

Men her skal man igen være forsigtig. For når det gælder neurovidenskab bliver meget af det, forskerne “ved”, ofte forklaret på en alt for simpel måde.

 

Din hjerne er mindre, end du tror

100 milliarder. Det er et tal, som typisk går igen i diverse populærpsykologiske bøger (ofte fyldt med neuro-vrøvl).

Det er eftersigende antallet af neuroner i hjernen.

Men det var faktisk så sent som i 2009, at en gruppe hjerneforskere satte sig for at finde ud af, hvor mange neuroner – de celler, som man mener laver det tungeste af tænke-arbejdet – der faktisk er i en gennemsnitlig hjerne.

De nåede frem til, at en gennemsnitlig mandehjerne på ca. 1,5kg består af omkring 86 milliarder neuroner.

Hvorfor bliver tallet 100 milliarder så ved med at blive nævnt?

Godt spørgsmål.

Mit bedste bud på, hvorfor vi stadig hører det tal nævnt, selv om man i 10 år har vidst, at det ikke er korrekt, er, at vi mennesker foretrækker runde tal – også kaldet round number bias. Det er simpelthen lettere at huske.

“OK, OK. 14 milliarder fra eller til” tænker du måske, “men gør det en forskel?”

Ja. Det gør det.

Specielt hvis vi lige kigger nærmere på, hvor de 86 milliarder neuroner befinder sig i hjernen.

 

“Lillehjernen” er slet ikke så lille

Bagerst i din hjerne, lige over nakken, sidder et område, der hedder cerebellum (latin for “lillehjerne”):

Illustration: Society for Neuroscience.

Indtil for ganske nyligt troede man, at cerebellums eneste funktion er at koordinere kroppens bevægelser; hvis man får en skade på cerebellum mister man evnen til at lave velkoordinerede bevægelser.

Men den nyeste forskning peger på, at cerebellum også koordinerer tanker, beslutninger og andre kognitive fænomener:

“If you think of an assembly line, the cerebellum is the person at the end who inspects the car and says, ‘This one is good; we’ll sell it,’ or ‘This one has a dent; we have to go back and repair it… It’s where all your thoughts and actions get refined and quality controlled.” – Nico Dosenbach, lektor i neurologi ved Washington University i St. Louis

“Ja, ja. Men hvad med de 14 milliarder neuroner?!”

Det kommer nu.

Ud af de ca. 86 milliarder neuroner, sidder der ca. 69 milliarder i cerebellum. Mens “kun” ca. 16 milliarder sidder i selve hjernebarken (cerebral cortex):

Illustration: Society for Neuroscience.

Og gæt, hvordan man indtil for nyligt har forholdt sig til cerebellum inden for hjerneforskningen.

Man har primært ignoreret den:

“Many people who are looking at links between brain function and behavior just ignore the cerebellum… They slice off that data and throw it away, because they don’t know what to do with it. But there are four times as many neurons in the cerebellum as in the cerebral cortex, so if you’re leaving out the cerebellum, you’ve already shot yourself in the foot before you started.” – Nico Dosenbach

Om der er 100 eller 86 milliarder neuroner i hjernen er ikke det vigtigste.

Den vigtigste pointe er her, at vi stadig kun ved ganske lidt om, hvad alle de mange milliarder hjerneceller egentlig gør.

Derfor er det også noget uheldigt, når “autoriteter” udtaler sig om hjernen.

 

Nej, du elsker ikke din iPhone

I en artikel fra 2011 beskriver Martin Lindstrøm et “videnskabeligt studie”, hvor 16 personer fik scannet deres hjerner, mens de så billeder og hørte lyde af en iPhone.

Artiklen tager afsæt i spørgsmålet om, hvorvidt smartphones skaber afhængighed. Men den ender med en helt anden konklusion (du behøver ikke læse hele artiklen – med mindre, du er virkelig glad for neuro-vrøvl):

“… most striking of all was the flurry of activation in the insular cortex of the brain, which is associated with feelings of love and compassion. The subjects’ brains responded to the sound of their phones as they would respond to the presence or proximity of a girlfriend, boyfriend or family member. In short, the subjects didn’t demonstrate the classic brain-based signs of addiction. Instead, they loved their iPhones.”

Den del af hjernen, som kaldes insular cortex er ofte aktiv, når man f.eks. ser sin kæreste, sine børn, eller en anden, man har stor affekt for.

Men insular cortex er også involveret i andre følelser, som f.eks. smerte eller vrede.

Så man kunne lige så godt, ud fra nøjagtigt samme hjernescanningsbilleder, konkludere, at folk hader deres iPhone.

Nu, jeg er i gang, så tillad mig lige at aflive to yderligere og virkelig sejlivede myter om hjernen.

 

Du bruger IKKE kun 10% af din hjerne

Adskillige Hollywood-film handler om, hvordan man på den ene eller anden måde kan åbne op for eller lære at bruge hele sin hjerne.

Lad mig lige slå det fast én gang for alle.

Medmindre du har en hjerneskade, så bruger du hele din hjerne.

Bevares, dele af den er mere aktive end andre afhængigt af, hvad du foretager dig.

Men du bruger altså hele din hjerne.

Punktum.

Myten er højst sandsynligt opstået, fordi neuronerne i hjernebarken udgør omkring 10% af alle cellerne i hjernen (læg igen mærke til det dejlige, runde tal).

Men der findes andre typer celler i hjernen end neuroner.

Hvis der en dag blev opfundet en pille, som kan “åbne op” for resten af din hjerne, så skulle de fungere ved at omdanne nogle af de andre typer celler (f.eks. gliaceller) til neuroner.

Og det har du bestemt ikke lyst til.

 

Du bruger IKKE din højre hjernehalvdel mere end den venstre, hvis du er kreativ 

Nej, nej og nej!

Din hjerne er opdelt i to halvdele, som har specifikke funktioner.

Men det betyder ikke, at du primært bruger den ene halvdel, hvis du er kreativ.

Venstre-højre-opdelingen er helt sikkert anderledes, end du tror.

Iain McGilchrist kan forklare, hvordan det rigtigt hænger sammen, meget bedre end jeg kan (og del gerne videoen, næste gang din kollega eller ven går i neuro-vrøvle-mode):

 

Neurovidenskaben udvikler sig hele tiden. Og vi bliver hele tiden klogere. Men forskerne har altså ikke fundet en “køb-knap” i hjernen.

Til gengæld har de gang på gang påvist, at ordet “neuro” eller billeder af hjerner kan påvirke vores adfærd.

Så pas på, du ikke selv falder i “neuro-fælden” og lader dig overtale af neuro-vrøvl, eller kommer til at købe et produkt eller en service, fordi der er et billede af en hjerne på.

 

Lær at spotte neuro-vrøvl

Til sidst får du her to tips til at spotte neuro-vrøvl.

1. Hvis forklaringen er simpel er den med stor sandsynligt for simpel. Eller som Molly Crockett siger: “… people should question any claims on products which say they are backed by neuroscience and they should expect the answers not to be simple, because the science is not simple.”

2. Undersøg, hvem, det er, der udtaler sig om hjernen. Er det en, der har en uddannelse inden for neurovidenskab?

 

Den skarpe læser vil naturligvis have opdaget, at jeg har mange billeder af hjerner med i det her indlæg.

Betyder det, at du skal være skeptisk over for det, jeg skriver?

Ja. Det gør det. 😉

Hvad så nu?