Eksperter nævner ofte, at det mest effektive middel mod dårligt indeklima er at installere mekanisk ventilation.

Lyder det liiidt dyrt og omstændigt? Så kan du jo i stedet bare følge de ni (9!) nyttige indeklimaråd.

Hver dag.

No wonder, at indeklima kan føles som raketvidenskab.

Men sådan behøver det ikke at være.

Det her er tredje del af historien om det store forsøg om at forbedre indeklimaet hos danske børnefamilier, som vi har lavet i samarbejde med Realdania.

 

Problemet kort

Når 7 ud af 10 danske børneværelser har for højt CO2-niveau om aftenen og natten, skyldes det blandt andet, at vores hjerner ikke er gearet til at opfatte CO2-molekyler. Vi kan ikke se molekylerne, ikke høre, føle, smage eller på nogen måde sanse dem.

I hvert fald ikke, før det er for sent. Og det er for sent i løbet af natten for danske børnefamilier, hvor CO2-niveauet flere gange kommer op over 3-4 gange(!) den officielle grænseværdi.

Når CO2-koncentrationen bliver så høj, begynder det at blive sundhedsskadeligt. Især for børn. Men den negative effekt er uden for vores fatteevne – eller rettere uden for “Middle World”, som jeg skrev om i del 1.

 

Indeklima behøver ikke være raketvidenskab

Det dårlige indeklima behøver ikke være uden for almindelige menneskers fatteevne, og løsningen behøver ikke være så besværlig.

Flere kan følge færre råd, og der er ikke noget nemt teknologisk quickfix på indeklimaet (ligesom der heller ikke er det for globale klimaforandringer eller cyberkriminalitet).

Vi kogte derfor de ni indeklimaråd ned til de to, som eksperterne mener, er mest effektive til at nedbringe CO2-niveauet på børneværelset om aftenen og natten (hvor indeklimaet er værst):

• Tør tøj udendørs
• luft ud mindst tre gange dagligt
• luft ud før sengetid
• undgå plastiklegetøj fra før 1999
• fjern støv
• undgå stearinlys
• luk døren når du laver mad og brug emhætten
• lad døren stå åben om natten
• luk døren til fugtige rum

 

Så designede vi de fire løsninger, jeg skrev om i del 2:

1. Oplysning: Bestod af særlige metaforer i informationsmaterialet
2. Vane-kit: Bestod af hjælp til at skabe nye vaner
3. Nudging: Bestod af oversættelse af CO2-niveauet til direkte sanseindtryk
4. Feedback: Bestod af håndgribelig feedback på udluftning fra uge til uge

 

…og så testede vi dem!

 

Det gjorde vi for at svare på tre spørgsmål:

1. Kan vi få børnefamilier til at følge de to simple råd?
2. Gør de to simple adfærdsændringer en forskel for indeklimaet?
3. Hvilken løsning gør den største forskel?

 

De helt korte svar: “Ja”, “ja” og “to af løsningerne”.

Men det har du selvfølgelig krav på at få uddybet lidt. Bare rolig, det kommer nu.

 

Adfærd betyder mere end … ja, faktisk alt andet

Da vi analyserede børnefamiliernes indeklima, kiggede vi primært på CO2-niveau og relativ luftfugtighed. Men også på en lang række andre faktorer.

Indeklima-forskningen viser nemlig, at det kan have stor betydning for indeklimaet, hvor meget plads man har derhjemme, og hvor mange (og hvor store) mennesker, der fylder pladsen ud med deres CO2-tunge udåndingsluft.

Vi kontrollerede derfor resultaterne for en masse faktorer, bl.a.:

• om børnefamilierne levede i en villa eller lejlighed,
• om boligen var stor eller lille,
• om boligen havde mekanisk ventilationsanlæg,
• hvor mange kubikmeter børneværelset var,
• hvor mange, der boede i huset,
• hvor børn, der sov på børneværelset,
• hvor gamle børnene var.

 

Og de faktorer har betydning.

Men så lavede vi tre statistiske forklaringsmodeller: En med bolig-karakteristika, en med familie-karakteristika og en med familiernes adfærd og vidensniveau ift. indeklima.

Prøv lige at se her, hvad der forklarer mest af CO2-niveauet derhjemme:

• Din adfærd og viden (26 pct.)
• Din families størrelse og dine børns alder (10 pct.)
• Hvor og hvordan I bor (3 pct.)

 

Sagt på en anden måde: Uanset hvor I bor, uanset hvor mange I bor derhjemme og på hvor få kvadratmeter – ja, så kan I selv gøre meget for at få et bedre indeklima.

Det er selvfølgelig meget fint, tænker du måske… men hvilken effekt har de to simple råd, og kan familierne overhovedet følge dem?

 

Det simpleste af alle trick gjorde en stor forskel

Vi udvalgte de to råd, som projektets ekspertgruppe vurderede, var mest effektive til at nedbringe CO2-niveauet i det kritiske tidsrum kl. 19-07:

1. luft ud i 10 min. (helst med gennemtræk) inden barnets sengetid og
2. hold døren ind til børneværelset åben/på klem om natten.

 

At nøjes med to råd var det simpleste af alle de trick, der potentielt kunne gøre en forskel for indeklimaet på børneværelset. Heldigvis så det ud til at virke.

Ifølge vores resultater har de familier, der holder døren åben ind til deres børns værelse om natten og lufter ud om aftenen inden sengetid, som udgangspunkt et godt indeklima hele natten igennem.

En enkelt udluftning med gennemtræk om aftenen før sengetid gør i sig selv, at CO2-niveauet meget sjældnere kommer op på 3-4 gange grænseværdien i løbet af natten.

Og det er vigtigt, for det er ved de CO2-koncentrationer, det begynder at blive kritisk for barnets søvnkvalitet og helbred.

Men kunne vi få familierne til at følge de to simple råd over en hel fyringssæson?

 

Dobbelt så mange luftede ud om aftenen

Det kunne vi. For det første gjorde løsningerne, at op mod dobbelt så mange familier luftede ud om aftenen, sammenlignet med baseline-perioden:

 

Samtidig var der færre, som aldrig luftede ud om aftenen:

Som du kan se på figurerne, var der ingen reel forskel i kontrolgruppen, som ikke fik nogen løsning. Den åbne dør er straks sværere at måle direkte på. Modsat udluftning var det ikke muligt at aflæse direkte i målingerne, om døren stod åben eller var lukket i løbet af natten. Derfor måtte vi spørge deltagerne direkte – og her var der en klar forskel. Her er svarene fra løsningsgrupperne:

 

Alle 20 deltagere i kontrolgruppen svarede “nej”. Selv om det ikke er direkte bevis for, at løsningsgrupperne rent faktisk er blevet bedre til at lade døren stå åbent eller på klem, så er det dog et tegn på, at det har virket.

 

Det gik værst ud over den mest usunde luft

Vi kunne altså se, at indeklimaet blev mærkbart bedre af at følge de to råd, og at vores løsninger hjalp familierne med at huske at lufte ud om aftenen.

Desuden viste de overordnede resultater fra undersøgelsen, at den gennemsnitlige overskridelse af CO2-grænseværdien om aftenen og natten blev næsten halveret i de 4 løsningsgrupper.

Sådan! Fedt resultat!

Meeeeen inden vi sælger skindet og lader træerne vokser helt ind i himlen, vil jeg lige gøre opmærksom på, hvad det overordnede resultat betyder:

Adfærdsændringerne løste ikke hele problemet for alle deltagerne i løsningsgrupperne.

Men de rykkede ved det vigtigste:

I nudging- og feedbackgruppen blev andelen af tid med dårligt indeklima (2 x grænseværdien) og meget dårligt indeklima (3 x grænseværdien) reduceret med op til 79 pct.

Husk, det er et gennemsnitligt resultat for hele gruppen. Reduktionen på 79 pct. dækker over, at mange af familierne i de to grupper helt undgik, at deres børn sov i sundhedsskadelige CO2-koncentrationer.

 

Nudging og feedback virkede bedst

Deltagerne i kontrolgruppen fik et gradvist dårligere indeklima i løbet af fyringssæsonen. Det er svært at sige hvorfor – måske skyldtes det, at marts var unormalt kold og våd.

Men uanset hvad blev aften- og natteluften på børneværelset sundere hos de familier, som havde fået én af de fire løsninger:

• Tid med dårligt indeklima (2 x grænseværdien) blev reduceret med op til 76 pct.
• Tid med meget dårligt indeklima (3 x grænseværdien) blev reduceret med op til 79 pct.
• Antallet af gange i løbet af natten, hvor CO2-niveauet kom over 3 x grænseværdien i mindst 20 minutter á gangen, blev reduceret med op til 73 pct.

 

Alle løsningerne virkede – men nogle bedre end andre. Her er de fire løsninger rangeret efter, hvor effektive de var:

 

1. Nudging-løsningen med pæren, der lyste rødt når indeklimaet var dårligt

… blev dog oplevet mest positivt af dem, som havde dårligt indeklima (som jo ved selvsyn kunne konstatere, at pæren lyste rødt inden udluftning og skiftede tilbage til alm lysfarve efter udluftningen)

 

2. Feedback-rapporterne, der bl.a. sammenlignede deltagernes indeklima med resten af gruppen

… virkede især godt, når den sociale feedback var negativ (“du klarer det dårligere end de andre deltagere”), men mindre godt, når den sociale feedback var positiv (“du klarer det bedre end de andre deltager”).

 

3. Oplysningsmaterialet i form af nyhedsbreve, der gav gode råd og brugte særlige metaforer til at beskrive indeklimaet

… gjorde primært en forskel i de uger, hvor de blev udsendt. Ugen efter var effekten markant mindre.

 

4. Vane-kittet

… virkede godt i starten, men blev hurtigt glemt igen af deltagerne.

 

Det var det. Vil du gerne vide mere?

Så tag fat i mig. Du kan f.eks. få mig til at sende dig en hurtigt læst udgave af rapporten.

Ellers vil jeg bare sige tusind tak for denne gang!

Jeg glæder mig til at fortælle om flere af de interessante projekter, vi har gang i.