I over et år har vi (/KL.7 og Realdania) arbejdet på at hjælpe danske børnefamilier med at komme det dårlige indeklima til livs.

I første indlæg af denne trilogi fik du en forklaring på, hvorfor vi mennesker har svært ved at forholde os til det, vi ikke kan se. I dette andet indlæg giver jeg dig svaret på, hvad vi så gjorde.

Der var nemlig 4 gode løsninger – og dem skal du også have glæde af!

Men først … en tilståelse.

 

Reprise: Alt det som ingen ser

Efter første indlæg i denne serie kom jeg til at tænke på det europæiske Melodi Grandprix i 1992. Ja ja, jeg ved godt, at det normalt er en anden europæisk konkurrence, man tænker på, når man tænker på 1992.

Men lyt lige 5 sek. til omkvædet i Kenny Lübcke og Lotte Nilssons danske bidrag. Du kender det sikkert godt:

“Alt det som ingen ser, det har ingen ondt af”. Ret catchy, ikk’?

Oprindeligt handler sangen nok mest om utroskab. Men som så meget anden stor poesi er der flere lag nedenunder.

For mig er omkvædet kernen af forrige uges indlæg om, hvorfor mange moderne problemer er umulige at forholde sig til. Løsningen på:

• dårligt indeklima,
• globale klimaforandringer,
• for lille pensionsopsparing,
• usikker digital adfærd osv.

 

kræver nemlig en grad af opmærksomhed og et sanseapparat, som vi slet ikke har. Vi kan kun fokusere på én ting ad gangen. Vi lever lige-nu-og-her. Og alt det, som ligger uden for “Middle World”, det har ingen ondt af.

Men nu til det, du har ventet på.

 

Fire løsninger på dårligt indeklima

Dårligt indeklima kan skyldes mange ting: Ftalater (knap så sundt plastmateriale) i legetøj, allergifremkaldende stoffer i maling, diesel-partikler fra brændeovne og stearinlys, støv og mange, mange andre ting.

I vores undersøgelse valgte vi at måle på CO2 (og lidt på relativ luftfugtighed). CO2 er nemlig en god indikator på de andre delelementer i et dårligt indeklima.

”Man bliver træt og uoplagt af tung luft. Og vi ved, at børn er mere følsomme over for det end voksne.” Geo Clausen, professor ved Danmarks Tekniske Universitet, og tilknyttet ekspertgruppen omkring vores indeklima-projekt med Realdania

I vores indeklima-projekt med Realdania installerede vi CO2-målere hjemme hos 100 almindelige danske børnefamilier. De indledende målinger viste, at: 7 ud af 10 danske børnefamilier har for højt CO2-niveau på børneværelset om aftenen og natten.

Efter de indledende målinger testede vi fire løsninger enkeltvis på fire tilfældigt udvalgte grupper af 20 børnefamilier. Dvs. 80 af deltagerne fik en løsning. De sidste 20 fik ingenting.

De fire løsninger bestod i at:

1. bruge særlige metaforer i informationsmaterialet

2. hjælpe med at skabe nye vaner

3. oversætte CO2-niveauet til et direkte sanseindtryk

4. give forståelig feedback på udluftning fra uge til uge

Nu har vi testet dem siden sidste år, og resultaterne er tikket ind. Jeg kan næsten ikke vente med at dele dem med dig. Men først skal du vide, hvordan vi gjorde.

 

Først fjernede vi 7 råd

Der er ni officielle råd for at skabe et sundt indeklima. Det er mange flere, end selv de mest engagerede familier kan overskue. Sammen med en række førende indeklima-eksperter fandt vi ud af, at to af de ni råd ville gøre den største forskel for flest mulige familier:

1. Luft ud med gennemtræk i 10 minutter inden børnenes sengetid

2. Hold en dør åben ind til børneværelset i løbet af natten

Men hvordan hjalp vi børnefamilierne med at følge de to råd?

 

Løsning 1: Sådan brugte vi særlige metaforer

I den første løsning gav vi god gammeldags klassisk oplysning. Ikke noget fancy. Bare månedlige nyhedsbreve, som vi sendte ud til 20 af børnefamilierne … med et twist.

For at gøre indeklimaet mere intuitivt forståeligt, brugte vi nemlig en særlig metafor til at beskrive det. Det gjorde vi, fordi forskning i sprogpsykologi har vist, hvor vigtigt det er at sætte de rigtige billeder på, når man beskriver komplekse problemer.

Læs f.eks. her hvor meget det betyder for folks holdning til kriminalitetsbekæmpelse, hvis kriminaliteten beskrives som “et vildt uhyre på lur” eller “en inficerende virus”.

Men indeklima er usynligt, så hvordan beskriver man det bedst?

Forestil dig, at du er til børnefødselsdag. En af festens deltagere puster en ballon op. Han fylder ballonen til bristepunktet med luft. Men i stedet for at binde knude på den, rækker han den til dig og siger: ”Værs’go, tag et sug.”

Ville du tage imod tilbuddet? Nej? Selvfølgelig ikke. Det ville jeg heller ikke.

Men når vi sidder indenfor i det samme rum hele dagen, svarer det faktisk til, at vi skiftevis puster og suger i den samme kæmpestore ballon. Jo flere vi er i rummet, desto hurtigere fylder vi ballonen med CO2 fra vores udåndingsluft.

Derfor er det vigtigt at lufte ud regelmæssigt og (så vidt muligt) holde døren åben ind til børneværelset om natten.

Vi skrev “ballon fyldt med gammel brugt luft”-metaforen ind i alle nyhedsbrevene for at klemme budskabet ind i “Middle World”.

 

Løsning 2: Sådan skabte vi nye vaner

Som jeg skrev i del 1, skaber et godt indeklima ikke sig selv. Med mindre du bor i et perfekt ventileret hus (og det gør de færreste af os), er du nødt til at åbne døre og vinduer. Hver dag.

Og hvordan gør man noget hver dag, uden at man skal gå og huske sig selv på det hele tiden?

Man gør det til en vane.

For at kickstarte en fast rutine om at lufte ud hver aften og holde døren til børneværelset åben om natten, sendte vi et vane-kit ud til 20 af børnefamilierne.

Kittet indeholdt et skema:

Og et par klistermærker:

Her brugte vi et klassisk greb fra vaneforskningen: Når man skal starte en ny vane, er det en god idé at koble den op på noget, man gør i forvejen. Det allerførste skridt for alle vaner – nye såvel som gamle – er nemlig, at vi får et hint (nogle kalder det også et cue).

Et eksempel:

• Hint: Du keder dig  
• Handling: Du åbner facebook på din telefon

 

(Og pludselig går det op for dig, at du har brugt 30 minutter af dit liv på at scrolle viljeløst igennem kattevideoer, feriebilleder og nyfødte børn…).

På skemaet kunne familierne selv bestemme, om tandbørstning, madlavning eller noget tredje skulle være deres hint til at lufte ud i 10 minutter.

Det var ikke så vigtigt, hvad familierne valgte at bruge som hint – bare det var noget, de alligevel altid gjorde om aftenen.

Flere familier hang skemaet op på køleskabet, så de blev mindet om deres cue flere gange i løbet af dagen.

Men hvor skulle de sætte klistermærkerne op?

Umiddelbart kunne det virke ret oplagt at sætte dem på vinduerne. Det er jo dér, man lufter ud, ikk’?

Hmm, tjoeh. Men beslutningen om at lufte ud bliver truffet på et tidligere tidspunkt. Når først man står ved vinduet, er man sandsynligvis allerede lige ved at åbne det.

Derfor anbefalede vi familierne at sætte klistermærkerne dér, hvor deres hint var.

Hvis de gerne ville lufte ud ifm. tandbørstning om aftenen, kunne de med fordel sætte et klistermærke på badeværelsesspejlet. Hvis deres cue var madlavning, ville det være bedre at sætte klistermærket på emhætten.

 

Løsning 3: Sådan gjorde vi CO2 sanseligt

CO2 er usynligt. Du kan heller ikke smage det, lugte det eller på nogen måde mærke det, før det er for sent. Så hvad gør man?

Man gør det synligt, selvfølgelig.

Vi gjorde det ved at forbinde en intelligent pære fra Philips med en CO2-måler fra Netatmo via internettet (til de ekstra nørdede: Vi forbandt dem ved at udvikle dette flow på Stringify).

Børnefamilierne hang pæren op dér, hvor de normalt opholdt sig om aftenen. Hvis indeklimaet blev dårligt mellem kl. 18 og kl. 23 – dvs. omkring børnenes sengetid, hvor det er optimalt at lufte ud – lyste pæren rødt:

Lyset gav en forlænget arm til familiernes sanseapparat. Det udvidede deres “Middle World”, så de kunne se, når indeklimaet var for dårligt, og når de havde luftet nok ud.

 

Løsning 4: Sådan gav vi forståelig feedback

Ét er at få feedback, så snart man har luftet ud. Men hvordan ved man, om man generelt lufter nok ud? Om éns indeklima er blevet bedre, siden man begyndte at lufte ud hver aften?

Det forsøgte vi at give et bud på med en ugentlig feedback-rapport til 20 af børnefamilierne:

Rapporten viste en oversigt over, hvordan indeklimaet havde været time for time i løbet af ugen, og hvor mange procent af aftenen og natten, CO2-niveauet havde været for højt.

For at gøre procentsatserne mere spiselige, tegnede vi dem ind i et lille hus.

Ja ja, fint nok med pædagogiske procentsatser og trafiklys-farver, men altså … hvornår er indeklimaet godt nok?

Det er svært at svare entydigt på. Så for at give deltagerne en indikation, tilføjede vi en enkelt information mere: Vi sammenlignede deltagernes indeklima med resten af gruppens.

Denne tilgang har vist sig at være ret effektiv til at flytte adfærd. Opower (USA) har f.eks. nedbragt amerikanernes strømforbrug med 1 mia. kWh bl.a. ved at lave sociale sammenligninger.

 

Hvad virkede så bedst?

Det må du læse mere om i tredje og sidste del af min trilogi om, hvordan vi redder klimaet – både det globale og det indenfor. Vi læses ved!